Toreby Kirke - Toreby Sogn - Sundkirken

Derfor bære blus vi med glæde

 

af sognepræst Christina Mielcke

 

Ordene kommer fra Grundtvigs salme ”Skyerne gråner” (DDS 733), som vi synger i den tidlige vinter og i adventstiden i kirkerne. Den handler om at vinteren og kulden er nær, men heldigvis bliver det snart jul, dagslyset vender tilbage, og tanken om Jesus-barnet i krybben vil varme hjerterne op, så vi ikke fryser til is midt i mørket. Da jeg var barn og gik til spejder, brugte vi nogle vers fra netop denne salme, når vi gik luciaoptog på det lokale plejehjem. For der gik vi jo med vores små lys hver især og bar sandelig blus med glæde, fulde af med forventninger til den kommende jul.

 

Vi fylder den mørke tid med lys, lige så snart vi kan slippe afsted med det. Vi tænder kalenderlys for at tælle dagene til jul. Vi tænder lys i adventskranse og går i luciaoptog. Efter jul er nytårets fejring fyldt med lys af alle slags og i alle farver, når klokken slår 12 og et nyt år skydes ind med festligt fyrværkeri, hvorefter vi i januar straks sætter helligtrekonger-lys i vinduerne. Og ved midvinter, kyndelmisse, er vi begyndt at holde lysgudstjenester. Igen, skulle man nok tilføje, for det var jo i gamle dage netop ved kyndelmisse, candalarum misa på latin – lysmessen – at man velsignede kirkelysene til det næste års gudstjenester. Nu bruger vi sådanne gudstjenester til at takke Gud for, at dagene længes, og at foråret snart kommer med sol og varme.

 

For nogle år siden forsøgte daværende biskop i Roskilde Jan Lindhardt at gøre pinsen mere synlig ved at lancere begrebet pinsefisk, for vi tænker ofte på, hvad vi putter i munden, når vi taler om årets højtider. Måske skulle han have forsøgt sig med lys-symboler i stedet, for vi husker lige så meget vore højtider gennem de lys, vi tænder selv og de lys, vi læser om i vore bibeltekster. Vi kan hurtigt komme i tanke om Betlehems stjerne, englenes blændende hvide klæder påskemorgen og ilddåben ved Helligåndens komme på pinsedagen. Og I kan nok selv komme på mange flere.

 

 Med Jesu fødsel midt i årets dybeste mørke tændtes et nyt lys i verden, som stadig skinner ind i det troende hjerte. Jesus sagde om sig selv: Jeg er verden lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. (Joh 8,12) Han sagde også: ”I er verdens lys - Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset” (Matt 5,14-15)

Vi skal bære blus for hinanden gennem mørket på vej mod lysere tider. Vi skal bære blus med glæde, for Jesus har for altid brudt mørkets magt i verden. Nu kan vi leve som lysets børn gennem hele året. For som Grundtvig udtrykte det: Lyset dog sejrer, den mørke tanke flygtende synker i jord. Der, hvor Gud har tændt lyset, må alt mørke give fortabt. Derfor bære blus vi med glæde.   

 

Salmen kan læses på www.dendanskesalmebogonline.dk      

cookie information