Jeg ville gerne i Guds natur

med frihed spændt mine vinger

men sidder fast i mit snævre bur

det alle vegne mig tvinger

Måske er der nogen, som genkender verset fra St.St.Blichers digt, som blev til sangen ”Sig nærmer tiden” – en af klassikerne fra Højskolesangbogen. Digtet handler om at være fanget i kroppen og i livet og længes efter ikke mere at være det. Men følelsen er der nok også mange, der genkender fra vores tid som fanger i egne hjem under coronaepidemien. Det, der normalt er vores hellested, vores hjem, bliver i stedet til vores bur, og vi længes efter at komme ud og ”strække vingerne”. Længes efter alt det, vi plejede at gøre i travle

liv med arbejde, skole, børn, venner, fritidsinteresser osv. Mange af os har også savnet kirke og gudstjenester med salmesang og fællesskab over kirkekaffen. Det er der blevet skrevet meget om i de mange prædikener, man har kunnet høre, læse eller se under epidemien.

De fleste taler ud fra oplevelsen af at være begrænset i en periode. Vi ser med håb frem mod en tid, hvor vi ikke længere skal være fanger i eget hjem, lige om lidt kan vi gå ud i livet igen og ind ad landets åbne kirkedøre, - det bliver skønt! Og midt i alt dette glemmer vi, at der er nogle for hvem det at være fanget er dagligdagen og har været det i lang tid. Der sidder mennesker rundt omkring i vores land, som af forskellige grunde ikke kan bevæge sig frit. Der er naturligvis dem, der har forbrudt sig mod loven, og som vi derfor har sat i fængsel. Nogle af dem i rigtig lang tid. Mange år. Måske har vi nu fået en slags forståelse for, at det at være spærret inde og ikke at kunne bestemme over sit eget liv rent faktisk er en straf, der kan mærkes. Der følger store afsavn med.

Der er også dem, der er fanget i en krop, som er syg eller som ikke kan bevæges. Mennesker, der konstant har brug for andres hjælp for at flytte sig eller spise, tage tøj på, gå på toilettet. Eller tænk på de ældre, der ikke længere kan gå nogen steder selv, heller

ikke når der ikke lige er farlige vira i omløb i samfundet. De må henleve resten af deres dage bag vinduer, mens de ser verden gå videre uden dem, for de kan ikke komme ud, hvis der ikke er en behjertet sjæl, som vil hjælpe dem. Der er mennesker, der lider af så kraftige allergier, at de nærmest skal iføres sikkerhedsudstyr, hvis de skal uden for deres hjem. De kan ikke deltage i det almindelige fællesskab. Endelig er der også dem, der fanget i deres eget sind, som bliver overvældet af angst, hvis de bevæger sig uden for en dør, eller hvis de skal være sammen med andre mennesker. For alle disse mennesker må vores klager over vore midlertidige begrænsninger være som salt i et sår. Der er god grund til at takke Gud, hvis du rent faktisk er givet en krop, der kan bevæge sig, hvis du er givet friheden til at gå ud i verden – og nyde den. Men husk også på dem, der har fået svære kår i livet. Bed for dem og hjælp, hvor du kan. Nogle fanger bliver først løsladt i Guds evighed.