Toreby Kirke - Toreby Sogn - Sundkirken

Gå til coach, gå til læge, gå til psykolog eller måske en anden terapeut. . . eller gå til præst...

 

af sognepræst Hanne Lundsgaard 

 

Mange mennesker har ondt i livet på den ene eller den anden måde – af den ene eller anden grund. Små og store udfordringer giver os behov for at involvere andre, det kan være behandlere eller ”bare” gode venner der lytter, snakker og giver deres besyv med.

  

Men der er også altid den mulighed at snakke med en præst. Den slags samtaler kaldes sjælesorgssamtaler. Sjælesorg kunne måske hedde sjæleomsorg, da det netop er omsorg for sjælen. Sammen med præsten prøver man at have omsorg for ens sjæleliv. Sjælelivet drejer sig primært om de tanker og følelser, som ikke umiddelbart kan måles og vejes. Sjælesorg er ikke noget mystisk, men blot et andet ord for en samtale med en præst, som giver sig tid til at lytte.

 

 

Vi siger jo om konfirmanderne at ”de går til præst”. De kommer til præsten, ikke enkeltvis, men i samlet flok. Det er netop tanker og følelser om tro, kirke og Gud som er emnerne for vores samvær.

 

 

Når andre går til præsten er der ofte en helt konkret anledning, bryllup, barnedåb eller begravelse. Også her er tro og Gud en del af samtalen.

 

 

Men man kan altså også henvende sig til præsten og få en samtale på alle mulige andre tidspunkter i livet, når man har brug for nogen at tale med. Samtalen kan handle om alt muligt, fra hverdagsproblemer, svære oplevelser, bekymringer for fremtiden, sorg og død eller mere konkrete spørgsmål også indenfor troen. Den der henvender sig, har som regel en idé om hvad der skal tales om.

 

Præsten er ikke terapeut eller psykolog, men har en bred menneskelig samtaleerfaring. Den kristne tro er naturligvis præstens udgangspunkt. Men sjælesorgssamtalerne handler ikke nødvendigvis direkte om tro, Gud og tilgivelse. Ofte kommer man alligevel naturligt til at inddrage troen. Præsten har ikke færdige løsninger og svar på alle livets spørgsmål. Men prøver at forstå den enkeltes situation. Præstens rolle er at lytte og trøste, og måske bede en bøn eller synge en salme. Samtalen foregår som oftest på præstens kontor, men kan også foregå hjemme hos den enkelte.

 

Generelt snakker præster med mange mennesker, både uformelt og mere formelt som når ”folk går til præsten”. Det er godt at have nogen at tale med, det er godt med venner og familie, som man kan dele livet med. Der er også en bred vifte at tilbud indenfor behandlingsverdenen, hvis problemerne bliver for store og for svære. Men der er altså også præsterne.

 

Alle præster tilbyder sjælesorg, det er gratis at tale med en præst og præsten har tavshedspligt.

 

cookie information