Vi mennesker taler meget om at man skal være selvstændig og kunne klare sig uden andres hjælp – Vi kan fx finde på at sige, at vi nødig vil blive så gamle og syge, så vi ikke kan klare os selv. Men i virkeligheden er det ikke uafhængigheden af andre, der skaber det gode og meningsfulde liv. Når

livet er godt, så er det som regel, når vi føler fællesskab og samhørighed

med andre. Og det gør vi ikke når alle bare klarer sig selv, tværtimod.

 

Hvis nogen har brug for hjælp og omsorg så kalder det noget godt frem i os. Lad os tage et par eksempler.

Små børn kalder noget godt frem i os, vi ser det fx når der er barnedåb i vores kirker. Glæden smitter, vi smiler når børnene smiler og laver sjov. Hvis de er kede af det og begynder at græde, så vil vi gerne trøste og hjælpe. Man kan gribe sig selv i at have lyst til at gå hen og tage barnet og forsøge at vugge og trøste det. Som regel er der forældre som kan hjælpe, og de er bedst til det – bedre end fremmede tanter og præster. Barnet kalder omsorg og kærlighed frem i os.

Hvis vi møder en svagelig ældre eller en med et handicap så kalder det også på vores andres opmærksomhed: Måske en rollator, kørestol eller noget andet synliggør at her kunne være et menneske som har brug for lidt ekstra hjælp. Måske er der noget praktisk vi kan assistere med, måske kan vi give en støttende hånd eller måske bare give os tid til at snakke lidt med dem vi møder.

Andre gange er behovet for hjælp og omsorg ikke synligt, så kræver det ekstra nærvær at opdage at andre har brug for hjælp – hvis ikke de eller vi spørger efter hjælpen.

Andre mennesker kan kalde næstekærligheden frem i os. Kristendommen

kalder barmhjertighed og omsorg for kærlighed. Kærlighed er noget godt, vi har brug for hinanden, det skal vi ikke være kede af – tværtimod. For det er

når vi gør noget sammen, når vi deler livet og er der for hinanden, at livet giver mening. Når vi kan klare det hele selv, risikerer vi at sidde alene – og ensomme, det er ikke sådan vi finder livsglæden.

 

Nogen gange kalder kærligheden på os uden at vi hører det – eller ser det. Vores øjne er lukkede for de andre, vi ser uden at se, eller vi går forbi uden at involvere os i de andre. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Og hvis denne nogen er os selv, så håber vi naturligvis, at dem vi møder og deler livet med vil være der for os. Det er faktisk ikke dårligt at vi har brug for hinanden. Det er dejligt at kunne gøre noget for andre, og det skaber glæde og taknemmelighed, når nogen gør noget for os.

Selvstændighed og uafhængighed er ikke det vigtigste i denne verden, nej, når vi mennesker har brug for andre mennesker, så kalder det noget godt frem i os.

Kærligheden kalder. Jesus viste med sit liv, hvordan det kan praktiseres.

Han gik ikke forbi, men standsede op og gjorde godt. Han delte sit liv med dem han mødte, også dem som andre ikke rigtig gad at bruge deres tid på. – Kald det bare kærlighed – det gør vi i kirken.