Toreby Kirke - Toreby Sogn - Sundkirken

Men størst af dem er kærligheden

 

skrevet af sognepræst Christina Mielcke

 

 

 

Ordene er fra Paulus første brev til menigheden i Korinth kapitel 13, det vi ofte kalder Kærlighedens Højsang. Det sidste vers i kapitlet lyder: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”. Det er ord vi kender alle sammen. Konfirmander elsker at vælge dem som deres konfirmandord. Vi bruger dem også ved både bryllupper og begravelser, for det er ord, som vi alle sammen kan nikke genkendende og anerkendende til. Ja, det er jo sådan det er. Vi kan mærke helt ind i vore knogler, at det er sandt og rigtigt. Størst er kærligheden. Men hvad betyder det egentlig?

 

Et liv uden kærlighed bliver ikke noget godt liv, vel nærmere en eksistens. Paulus taler ikke om den romantiske kærlighed, som man måske kunne forestille sig, men om den kærlighed, der er imellem os som mennesker. Medmenneskelighed, næstekærlighed.

 

Den som bygger sit liv udelukkende på en tro eller et håb, vil finde ud af, at det kan ende i meget store skuffelser. Vi kommer i modsætning til store dele af verden omkring os, hvis vi kun har vores tro at holde fast i og gå ud fra. Det bliver tomme ord, som Paulus siger. Ord, der buldrer som tomme tønder eller klinger falsk, for de vil være uden indhold, hvis ikke vi også har kærligheden med. Tro må leves ud i kærlighed til Gud og medmennesket, så der kan være tilgivelse og barmhjertighed imellem os. Tro uden kærlighed bliver meget hurtigt til indædt fundamentalisme og had til verden, især til dem, der ikke tror det samme som os selv. Med kærlighedens øjne ser vi et medmenneske der er skabt i Guds billede. Uden kærlighed ser vi en kætter eller hedning, der skal brændes på bålet eller gøres et hoved kortere.

 

Også vores håb er tomt uden kærlighedens magt og fylde. Hvem ville håbe på saligheden i himmeriget kun for sig selv? Hvis vi nærer et håb om evigheden hos Gud, så må det vel være en evighed, hvor vi igen skal favne de kære, som vi mistede her. At de skal med derhen, hvor liv er bedst, og Gud bliver alt i alle. Hvis man kun bærer på håb om evigt liv for sig selv, så vælger man nok at blive frosset ned, så man kan blive tøet op igen den dag, forskerne har opfundet kuren mod sygdom og død.

 

Den eneste kur mod døden er dog troen på Jesus Kristus, håbet om evigheden hos Gud og et liv levet i kærlighed til Gud og vor næste. Det er Guds vilje, og derfor skal vi gentage det, indtil alle har både hørt og forstået det, at størst af alt er kærligheden.

 

 

cookie information