Toreby Kirke - Toreby Sogn - Sundkirken

2. pinsedag 2013

Tekster: Sl. 104,24-30 – ApG 10,42-48a – Joh 3,16-21

 

En af kirkens folk sagde engang lidt nedladende, at Ånden flyver lavt over Lolland-Falster, nærmest helt nede mellem roetoppene. Og jeg tror egentlig ikke, at det var særlig venligt ment, men man må sandelig håbe, at han havde ret i at Ånden flyver lavt her hos os. For der er da ikke noget værre, end at alting går hen over hovedet på os, så vi ikke kan tage del i det. Helligånden skulle gerne virke blandt mennesker – sådan omtrent i hjertehøjde – og altså ikke kun i dem, der er lidt mere højpandede end folk er flest. For så er vi da godt nok ilde stedt. Det er kun engle, der kan kravle op ad luftige himmelstiger, så vi må være taknemmelige, for at Gud besluttede at sende Ånden ned til os på jorden og ikke at lade os forsøge at kæmpe os til himmels for at fange den ind.

 

Jesus, Guds søn, kom netop ned til os, sendt af Faderen, for at frelse os. Han kom så tæt på det jordiske, at han blev lagt i en krybbe af fattige forældre i en stald. Gud bøjede sig ned til os, det er her vi kan møde Guds ord, her vi kan komme til tro på Hans enbårne søn og derved blive frelst. Det handler aldrig om at række ud mellem stjernerne for at hente saligheden ned til os selv. Den kommer til os med troen, og derfor er det, vi skal gøre, at vende os mod Jesus og bede til, at han vil give os sin Ånd, så vi kan få den tro, der gør os fri af dommen.

 

Ånden fløj lavt på Pinsedagen hos disciplene. Som vinden, der blæser gennem alle sprækker og revner i huset, kom den susende fra sin høje himmel ned til tidligere fiskere og toldere, til de ængstelige og tvivlende med troens flammende mod. Den dag kunne de endda se flammerne selv. Men det kan vi jo normalt ikke, vi må finde andre symboler, hvis vi vil vise, at Ånden virker i verden. For eksempel de tre håndfulde vand, vi døber med – i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi kan godt fortælle hinanden, at i dåben kommer Helligånden over os, vasker os rene i guddommelig tilgivelse og velsigner os, så vi kan begynde det nye liv i Kristus. Vi kan bare ikke se det virke, der kommer ingen duer dalende ned fra kirkeloftet, der tændes ingen ildtunger over dåbsbarnet, for i almindelighed er vi overladt til at lytte og mærke os frem til, om mennesker er grebet af Ånden.

 

Vi kender sikkert alle sammen nogen, der er grebet af det ene eller det andet, det kan jo for så vidt være alt fra politik til fluefiskeri. Og de vil bare ikke holde op med at fortælle om det, selv om man har prøvet at se meget uinteresseret ud i lang tid eller snakke om ufarlige ting som vejret, men det er som om at alle emner leder direkte til den altoverskyggende interesse. Det var sådan disciplene havde det efter pinsedagen. De måtte tale om Guds storværker, det nærmest væltede ud af dem. For Helligånden gør, at vi tænker som salmisten i salme 104, som vi hørte et stykke af i den første læsning i dag. Alting kommer fra Gud. Hele skaberværket, stort og småt, ja, selv søuhyret i det dybe hav, hvis sådan et dyr ellers findes, så må det også være skabt af Gud. Liv og død er i Guds hånd, det daglige brød må vi takke Ham for. Og hører vi nu ikke Fadervor som et ekko i sindet, når vi læser salmen? Vi har lært at bede sådan af Jesus selv, men salmisten fornemmede også at Gud var sådan mange århundreder før Jesu fødsel, og hvem skulle nu have hvisket ham det i øret, om ikke den hellige Ånd selv?

 

Ånden griber hvem den vil, når den vil. Vi kan ikke selv gøre hverken fra eller til, troen kan aldrig være et bevidst valg, den er noget, der sker med os, en gave fra Gud. Som vi hører om det i teksten fra Apostlenes Gerninger. De jødiske kristustroende undrer sig over at hedninger også får Helligånden, men hører dem tale om Gud på samme måde, som de selv kunne have gjort det. Men man kan kun undre sig over at andre folkeslag bliver troende, hvis man ikke har forstået, at Gud virkelig er altings skaber. At alle mennesker er skabt af Gud, lige værdifulde og lige elskede. Det har vi en tilbøjelighed til at glemme og synes, at vi selv er de mest rigtige. Peters indstilling er

derfor også den eneste rigtige: Intet bør forhindre, at mennesker bliver døbt i Jesu Kristi navn, når de har fået troen på ham. Jesus bød os ikke bare at prædike for folket, men at gøre alle folkeslagene til hans disciple. Vi skal udbrede ordet, ikke holde det nærigt for os selv og vore egne.

 

Netop dette, at vi ikke kan se Åndens virke, det har sandelig givet os mange problemer i kirken siden apostlenes dage. Førhen brændte man kættere, der ikke lige var helt enige i den - på det tidspunkt af historien - vedtagne måde at tro på, så var man ude over det problem. Det gør vi heldigvis ikke mere, men det er stadig et åbent spørgsmål – hvem skal vi stole på, hvem udlægger Guds ord sandt og ret?  Der er så mange kirkeretninger, alene vi lutheranere har jo delt os op i mange fraktioner. Det er lige som lidt nemmere at opdage, at mennesker er troende, hvis de begynder at tale i tunger eller udvirke mirakler som spontan helbredelse, hvilket åbenbart var mere udbredt i oldkirken end i vore dage. Og ville tungetale mon overhovedet bringe en kandidat tættere på en ansættelse i den danske folkekirke? – jeg har mine tvivl. For selv om menighedsråd er begyndt at søge efter troende præster, så er der himmelvid forskel på, hvad vi lægger i de ord.

 

Pinsedagens under kommer ikke til at gentage sig. For nu er Jesu Ånd jo i blandt os og virker hver dag og hele tiden i os. Jesu Kristi kirke på jorden er en levende realitet. Og nej, vi kan ikke se på mennesker omkring os, om de nu også er en del af den, og det er godt sådan - trods alle de kampe vi tager om den rette tro. Gud har i sin visdom ikke ladet mennesker se, hvad der foregår i det indre, for hvordan ville vi mon kunne leve sammen, hvis vi virkelig havde den indsigt? Dommen må overlades til vor Herre selv. Det er ikke op til os. Kunne vi dog bare give slip på denne lyst til at dømme på Guds vegne, denne lyst til at bedømme hvor højt eller lavt Ånden flyver over bestemte egne af landet, så ville vi være tættere på at kunne leve sammen i den indbyrdes kærlighed, som vi jo egentlig alle ønsker at leve i. Der er unægtelig et stykke vej endnu, men hvordan vi, sammen, kan komme dertil var måske en tanke værd denne pinse.

Amen.

     

 

 

 

 

 

 

 

cookie information