Toreby Kirke - Toreby Sogn - Sundkirken

Tag i nåde mod dette barn

foto: Aleksandras Siekstele

af sognepræst Christina Mielcke

 

Ordene er fra dåbsritualet. Fra den takke- og forbøn, vi beder, som det første efter lovprisningen af Gud. I barnedåben lægger vi vores barn ind under Guds nåde. Vi beder Gud om at velsigne vores barn og beder Ham tage det til sig som sit eget barn. Dåben er en troshandling, et sakramente. Det betyder, at vi aktivt går hen og beder om Guds velsignelse og håber og tror, at Gud møder os med kærlighed og nåde i den handling. At blive døbt svarer til at gå hen til himmerigets dør og banke på, Gud lukker døren op, smiler, kysser os på panden og siger ”Kom ind, mit elskede barn.”  

 

Dåben er sådan set ikke nogen navngivningsceremoni, selv om børn tit får deres navn sådan helt officielt ved dåben. Forældrene har ofte kaldt deres barn ved navn længe før dåben, ja, de vidste måske, hvad det skulle hedde, så snart de stod med det i armene efter fødslen. Som forældre vil man gerne gøre det bedste for sit barn. Måske hvisker man sin nyfødte det løfte i øret, at man vil altid være der for barnet, man vil gøre alt for det, det skal aldrig mangle noget. Men senere kommer mange forældre i tvivl, for hvad er det bedste for barnet egentlig?

 

Det bedste for et barn er at have forældre, som tager ansvaret for det i de 18 år der går, før det er voksent i samfundets øjne. Det betyder at beskytte og forsvare, men sandelig også at opdrage barnet. At opdrage sit barn betyder, at man lærer det, hvordan verden fungerer. Hvordan man spiser sammen med andre, hvordan man når over gaden uden at blive kørt over, og hvordan man er sammen med andre mennesker på en god og fornuftig måde, så alle kan holde ud at være i selskab og fællesskab med hinanden. Vi ville ikke lade vores børn selv bestemme, om de skal have tøj på, når de går uden for hjemmet. Vi ville heller ikke lade dem selv bestemme, om de skal gå over for rødt eller grønt i et lyskryds, og om de skal have en redningsvest på, hvis de skal ud at sejle. Men når det drejer sig om tro, så er vi alt for ofte parate til at lade vores børn gå nøgne rundt i verden, at lade dem gå på vejen uden at kende færdselsreglerne eller at lade dem drukne i de mange religiøse tilbud, de vil møde.

 

Vi skal lade vore børn døbe og opdrage dem i den kristne tro. Vise dem, at de hører til i kristen kultur og i troen på Jesus Kristus. Kirken er et sted med sine egne færdselsregler, og det er kristne forældres pligt at lære deres børn om dem. Så de kan føle sig hjemme og trygge, her hvor danskere har tilbedt Gud i århundreder. Her hvor vi selv bærer vores børn til dåben, hvor de forhåbentlig har lyst til at blive konfirmeret, måske skal giftes og en gang kan blive begravet eller bisat fra kirkens rum. Hvis de kan mærke, at de er en del af det kristne fællesskab. Hvorfor dog lade børn vokse op med tvivl og usikkerhed, når vi så nemt kan hjælpe dem til både Guds velsignelse og menighedens fællesskab ved at lade dem døbe? Gud venter kun på at favne børnene med al sin himmelske, faderlige kærlighed, på at tage imod dem i nåde. Derfor skal vi lade vore børn døbe.      

 

cookie information