Jesus Lever
af sognepræst Christina Mielcke
Da jeg i sin tid gik i gymnasiet i Slagelse sad vi ved ret gamle og til dels nok også udtjente borde. I mange af dem var der tydelige spor efter de elever, der havde kedet sig bravt i timerne og derfor havde fundet anden beskæftigelse. Som for eksempel at ridse små beskeder eller mønstre ind i bordets overflade. Sikkert med den skarpe ende af en passer eller lignende instrument. En af disse unge vandaler havde tilføjet det bord, jeg sad ved, den korte men opløftende sætning: Jesus lever. Ved siden af dette fromme udsagn havde en anden person vittigt tilføjet: Øv, får vi så ingen påskeferie?
Ganske vist var det bare graffiti kradset ned i et gammelt bord af uvorne gymnasieelever, men udsagnet her rejser alligevel det interessante spørgsmål: Fejrer vi påske fordi Jesus døde, eller fordi han lever? Korset fylder meget i mange kristnes bevidsthed. Synden fylder meget for os, uanset om vi kalder det synd eller omskriver det til ting vi ikke bør eller må gøre. Vi må stadig krybe til korset og bede om undskyldning for det ene eller det andet.
Mange af påskens tekster handler om død, om forberedelsen til døden. Det sidste måltid. Tilfangetagelsen, forhør og tortur. Det kan nemt komme til at overskygge påskedagens fortælling om genopstandelsen og glæden over livets sejr. Måske fordi vi ved hvad død er, hvad ulykke og sorg er, mange af os har selv oplevet det at miste nogen, som vi holdt af på et tidspunkt i vores liv. Men ingen af os ved i virkelighed hvad opstandelsen fra de døde er for noget. Det har vi ingen erfaring med, vi kender ikke nogen, der har været igennem det. Ud over Jesus altså.
Jesu korsdød er blevet selve symbolet på kristendommen. Vi bærer dette torturinstrument, korset, om halsen uden at synes, at det er spor mærkeligt. Det kunne have været så mange andre symboler, fisken for eksempel, der var det første kristne symbol for Jesus Kristus, Guds søn og verdens frelser. Men nej, korset vandt. Og hvis ikke Jesus var død, kunne han heller ikke være stået op igen påskemorgen. På den anden side, hvis Jesus blot var død og ikke var stået op igen, så havde vi måske aldrig hørt om ham. For var disciplene så ikke visnet helt væk i angst og skyld over deres svigt ved Jesu tilfangetagelse?
Det er vel lige som med hønen og ægget, det ene forudsætter det andet og kan slet ikke stå alene. Påsken må vi fejre med alt, hvad den bærer med sig af sorg og glæde. Vi må igennem langfredags knugende sorg sammen med Maria og Johannes under korset, vi må gravlægge Jesus i klippehulen, slukke lysene og gemme blomsterne bort, for at opleve påskemorgens jublende fryd over opstandelsen og lysets sejr over mørket.
Fordi Jesus stod op fra de døde påskemorgen, er hans korsdød ikke bare noget, der var engang. Et historisk faktum. Fordi Jesus lever er evangeliets fortællinger også blevet vores nutid. Jesus var ikke bare i blandt os, han er iblandt os. Derfor er det stadig relevant at høre om nadverens indstiftelse, om pine og kors og blodig forsoningsdød. Derfor går vi i kirke til påske og får at vide at døden ikke kunne holde på Guds søn. Jesus lever! Og skoleeleverne, ja de får så lov til at beholde deres påskeferie også i denne omgang.
